Sydhavnsprinsessens svovlerier

JA, så var der IGEN vrøvl med fin-motorikken for nylig! En HÆSLIG morgen, som bare understregede at første arbejdsdag efter en ferie BARE ikke skal være en mandag!!!!

For det første var vækkeuret jo en plage, da det igen, efter 3 ugers ferie, skulle gøre sin pligt: at få Sydhavnsprinsessen ud af fjerene kl. kvalme!

For det andet, tog det lige lidt længere tid at blive klar, for nu skal man jo FØØØØNE om morgenen også! *suk*

så for det tredje kom jeg derfor så tilpas sent ud af Sydhavnspalæet, at jeg ramte morgentrafikken fra helvede på vej til job!

Da jeg endelig ramte 2900 Hapiness (*ruller med øjnene*), fik jeg den brilliante idé, at jeg da liiiiige ville trille ind på Shell-tanken for at købe noget morgenmad af en art!
(ja, jeg gør hvad som helst for at slippe for Emmerys!!)

Det skulle jeg så aldrig have gjort! Skæbnesvangert blev det!

Så så man lige mig stå der foran køleskabene i toptunet gejlet outfit, de høje hæle, med påklistret TOP-tjekket attitude og Dolce & Gabbana solbrillerne i det totalt lækre hår (som havde taget noget der føltes som 80 år at sætte, aldeles selvfed og klar til at gøre indtryk på HVEM som helst!
JEG ER FOR COOL TIL DIG, VERDEN!!!

Jeg havde LIGE udvalgt en halv liter cacaomælk og en Kærgården, og stod med varerne i favnen, da jeg pludselig OUT OF THE BLUE mærker mine fødder og lange stænger forsvinde under mig og laver en sidelæns bensplit a’la Prince, når han lige dykker ned og kysser scenegulvet med røven…
I ved, med et strakt ben og det andet bøjet! VOILÁ!

Her viser forskellene sig så på Prince og undertegnede…
1. Prince’s bensplit er et planlagt blærerøvs-dansetrin og
2. Han laver en vupti-bevægelse og så er han oppe i oprejst stilling igen!

Der var absolut INTET planlagt over mit spagat-stunt, og der var overHOVEDET ingen vupti-bevægelse, der NOGENSINDE kunne få mig op igen!
Med venstre ben strakt ud til den ene side og højre ben bøjet bagud i en FULDKOMMEN unaturlig vinkel, der SLET ikke burde være fysisk mulig i så stramme jeans, sad jeg blot der på det nybonede tankstationsgulv med en Mathilde Cacaomælk og en Kærgården og et par dyre solbriller halv i håret, halvt i fjæset, på den AB-SO-LUTTE utjekkede måde!

Jeg behøver ikke engang KIGGE op på de to unge mænd bag disken, for at fornemme deres undertrykte fnis. Tror sågar den ene måtte forsvinde ud bagved, for at give los for latterbrølet!

Jeg får på mest ucharmerende og kluntede elefant-facon stablet mig selv på girafbenene igen, for bare at stå og stirre intenst ind på hylderne i køleskabet, som forsøgte min hjerne at udtænke en måde at forsvinde sporløst på! *PUF*

Jeg indser, at forsvindingsnummer ikke er muligt,
(Hvor FANDEN er David Copperfield, når man skal bruge ham????!),
og jeg tager mine udvalgte varer og går kamrød i fjæset varsomt op mod disken…ekstremt bevidst om nyvasket gulv, ben, fødder, ekspedienter, ALT!

Jeg rømmer mig, lægger mine varer på disken og kigger den unge ekspedient, der tydeligvis har en fnise-kamp med sig selv, i øjnene med et blik, der skriger “HVAD?“, inden jeg tvinger mig selv til at bede om to rundstykker, som jeg betaler og kan endelig forsvinde ud af biksen med, hvad der umiddelbart ikke føles som andet end knækket stolthed, såret forfængelighed og krakeleret coolness!

TAK, SHELL!!!
Havde det været i US of fucking A, så havde jeg FANME sagsøgt jer!!!

Ankommer på job, som tilsyneladende fejrer min tilbagevenden med BUNKER af lort, der skal pløjes igennem, så ALLE tanker om en kort dag forsvinder som dug for solen!

Over middag begynder mit ufrivillige morgengymnastik-styrt at kunne mærkes, og da klokken nærmer sig tre er mit højre forvredede knæ hævet og en let halten er uundgåelig, da det gør HERRE-naller, og kolleger forlanger en forklaring!! *suk*

Klokken seks, da jeg forlader kontoret, slæber jeg højre ben efter mig, som en anden Quasimodo og jeg er overbevist om, at nedre del af højre ben er ved at løsrive sig fra knæskallen!!

Nå, men øsen ventede jo på mig, og til alt held kunne jeg godt udføre speeder- og bremse-manøvren, så jeg trillede stille og roligt ind til min teater-aftale med veninde, som, da hun ser min version af gakket gangart, lidet trøstende udbryder et:

“Du ligner kraftedme en, der har skidt i bukserne!!!”

Og en forklaring kræves endnu engang af mig! *dybt suk*

Da teaterstykket er færdig, og vi går derfra, har mit højre ben praktisk talt nedlagt arbejdet totalt, og jeg humper sammen med veninde hen til “my precious” (Øsen!)

For lige at FULDENDE denne perfekte dag, passerer vi en stak lækre fyre, som er ved at beundre deres nydekorerede vinduer i deres endnu ikke åbnede butik, men som med et fingerknips flytter Halte-Fanden her deres fokus og også DE forlanger en forklaring på hvorfor højre prinsesse-ben er midlertidigt ude af drift og praktisk talt ligner noget, der ville være mest humant at save af ved hoften!

HAR JEG IKKE LIDT NOK NU????!!! HVAAA??!!!’

Nå, medlidenhed er åbenbart det trick, der virker for mig og lækre fyre… ihvertfald blev både jeg og veninden inviteret til åbningsreception i butikken på et senere tidspunkt!

GOSH ALTSÅ!!

Ønskes: ny knæskal og kursus i Fin-Motorik!