NÅ, hvor kom vi fra??

JO….så var det jo så, at jeg fik denne hersens sort Fiat Punto stillet til rådighed som lånebil, hvilket jo var SUPER-fedt, selvom mine tanker selvfølgelig var hos den lille blå, som var indlagt på traume-afdelingen hos Autotoppen i Sydhavnen.

At få en lånebil var jo ABSOLUT GYLDENT, men bare ikke det samme som sin egen potte, vel?!

Modsat koblingen i den Royale Monster-Maskine, som er blød som smør, hvilket jeg godt kan lide, så var koblingen i lånebil HÅRD som sten, så efter hjemturen fra job torsdag eftermiddag i kø-kørsel det meste af vejen, havde jeg allerede fået opbygget VÆSENTLIGT større mængder muskelmasse i koblings-benet, og jeg SVÆRGER, det var lige før man rent faktisk kunne se det!

MEN… jeg skulle jo ikke klage. Punto’en kørte jo upåklageligt! Godt nok larmede den en del, og hvad FANDEN det var for en støjbefængt fest, den havde kørende under motorhjelmen, ville jeg helst ikke vide noget om. Bare den kørte, og det gjorde den… også til Hellerup igen fredag morgen!

At være på job fredag var en lang pinsel. Jeg ville jo allerhelst have haft Royal Røv parkeret på sidelinien hos Autotoppen for at følge operationen og være til stede i opvågnings-stuen, når Blå Prut var klar til at blive udskrevet, men jeg formåede at få en masse arbejde fra hånden, dog alt sammen udført med mobilen klæbende til min venstre hånd, i tilfælde af at mekaniker -helt skulle ringe med BREAKING NEWS!

Klokken lidt over middag KOM den længe ventede opringning så. Beautybox var fiks og færdig og klar til afhentning, og jeg var IGEN på randen af semi-hysterisk gråd af ren og skær lykke, og jeg måtte IGEN lægge bånd på mig selv, for ikke at hvine ned i røret og fremstå retarderet! End ikke meldingen om, at ny hattehylde ikke kunne fremskaffes så hurtigt, kunne slå mig ud… LIGE MEGET, LIGE MEGET, LIGE MEGET!!

Som en tornado på speed fik jeg rundet ufærdigt arbejde af og fløj ned i lånebil for at komme til Sydhavnen og aflevere Punto-dyret samt hente min egen firhjulede skattebasse! ÅÅÅÅH, hvilken fryd det var at mose med latterlig stenhård kobling og høre lyden af damplokomotiv fra lånebil igennem Kongens København, vel vidende at jeg ingen længe IGEN skulle sidde bag rattet i min egen øse!

Mit hjerte hamrede i brystkassen, jeg havde røde kinder og der var eksplosionsfare af henrykkelse og glæde, da København endelig var forceret og jeg holdt i højresvingsbane-kø ved Scandic Hotel i Sydhavnen.

Under ÉN kilometer derfra, holdt min potte klar til afhentning og jeg var ikke til at skyde igennem! Der burde faktisk vedtages en LOV imod at være så glad, som jeg var lige dér!

Hvad jeg burde have vidst var, at der åbenbart FINDES sådan en lov, for da bilerne foran mig begyndte at køre, og jeg skulle sætte gang i Fiat’en, stoppede AL fryd og gammen brat… *kunstpause* …samtidig med lånebilens motor!

Et lille ”ups!” gled af mine læber og jeg drejede nøglen igen, mens lyden af en motor, der på INGEN MULIG MÅDE OVERHOVEDET var på nippet til at starte bredte sig sammen med panikken i mit indre! Jeg prøvede igen og igen og igen, mens utilfredse bilister, der gerne ville frem i verden, begyndte at dytte bag mig, og INGENTING skete der!

Mit hjerte hamrede stadig i brystkassen og jeg havde stadig røde kinder, men nu af HELT andre TOTALT UFEDE årsager end tidligere!

Der holdt jeg så i sort Fiat Punto i myldretid, midt i en højresvingsbane og knaldede katastrofeblinket på, for ligesom at signalere til mine nu VOLDSOMT aggressive med-bilister, at jeg FOR IND I HELVEDE IKKE HOLDT DER FOR SJOV SKYLD MIDT I EN SPONTAN BIL-PICNIC MED UDSIGT TIL SMOG OG GRIMT HOTEL!! COME ON, medtrafikanter… give me a FUCKING break!!!!

Jeg ringede til mekaniker-helt og forklarede ham fadæsen, og han meddelte, at han ville komme og redde mig med det samme!

Men ventetiden føltes SATANEDME lang, mens jeg fanme nærmest sad i en sø af eget panik-sved!!! Jeg opgav på forhånd at skubbe bilen nogen steder, da jeg skulle have den op over både kantsten til cykelsti og derefter fortov, for at afværge den trafikprop, jeg nu var hovedårsag til. Trafikken var så tæt omkring mig, at jeg ikke ville risikere liv og lemmer ved at stige ud af bilen og blot, som det mindste, FOREGIVE, at jeg foretog mig noget aktivt, for at få fjernet spanden.

Det blev en skøn, skøn bodybuilder-type i varevogn SÅ fortørnet over, at han så sig nødsaget til, i samme øjeblik trafikken gav lov til det, at køre op på siden af mig med hjulspind og hvinende håndbremse-stop, for derefter at rulle vinduet ned og dundre løs med vulkan-stemme:

”SÅ FLYYYYYT DOG DEN FUCKING LORTESPAND, DIN MØGKÆLLING!!!!”

Hvorefter han ræsede videre og efterlod mig med stanken af brændte dæk i mine næsebor!

”DU KUNNE JO FOR HELVEDE HAVE STOPPET OG SPURGT, OM DU KUNNE HJÆLPE MIG, DIN SPASSERNARRØV!” (han var væk, så han hørte det ikke…heldigvis!)

HOLD KÆFT, hvor var folk generelt FÆNOMENALE til at honke i horn og overskudsagtige nok til at udøve diverse lidet flatterende håndtegn! SMUK gestus til Sydhavnsprinsesse i nød!!! TAK FOR DET, VENNER!!!

…to be continued!