I Hellerup er der en gammel Strandvejs-skomager, som altid ligner en muggen røv, der er blevet træt af at skide. Måske er det fordi han hver dag i 87 år (eller deromkring) har vadet rundt i dunsten af udtrådt læder og sure tæer….så BLIVER man sgu nok kronisk gnaven og lettere grønlig i huden, men det er nu blot min egen lille teori!

Ikke desto mindre har det været netop denne lille gnavpot, som i årevis har varetaget den FORNEMME opgave det er, at ordne de Royale støvler og stiletter, efterhånden som hæle-dippedutterne slides ned SLASH af.

Trofaste læsere vil kunne huske, at jeg tidligere i år flåede min ni centimeter’s stilethæl af min ene sorte og ABSOLUTTE YNDlings-stiletstøvle i en lettere overgearet (og overrislet) Michael Jackson-dans ned af trapperne fra fjerde sal i en opgang på Østerbro.

Siden har støvlerne ligget i en sørge-æske, klar til deres endelige begravelse, som jeg aldrig blev klar til at eksekvere. Jeg klyngede mig krampagtigt til tanken om, at ALT håb måske alligevel ikke var ude.

I sidste uge tog jeg så ENDELIG mod til mig og krøb ind i den lille to kvadratmeters biks og dens knotne ejer, denne gang med en opgave af de HELT store!

Jeg mødte hans tvære blik med en ydmyg “Undskyld, jeg er her“-mine, og i et forsøg på at skabe en dramatisk effekt for at understrege sagens alvor, prøvede jeg at fremtvinge et wet-look i mine blå dådyrøjne, mens jeg uhyre langsomt trak det sorte støvle-lig op af en pose.

Jeg ved ikke, om jeg var mest bange for, at han ville skælde mig huden fuld, for at behandle en støvle SÅ grusomt eller koldt og kynisk meddele mig, at de ikke kunne laves. Ihvertfald blev jeg ramt af så megen nervøsitet, at jeg begyndte at ÆVLE OG KÆVLE løs om årsagen til disse støvlers tragiske skæbne og min plapren løs ville bare INGEN ende tage, selvom jeg i en indre kamp lavede imaginære kvælertag på mig selv.

Skomager-syrling havde for LÆNGST lavet et mentalt “lock down“-trick og opførte sig som om, jeg slet ikke var til stede, og greb blot støvlen (and a heel on the side!), klaskede et nummer i bunden af den, påsatte en klemme, og hængte den op på væggen, hvorefter han vendte sig rundt, satte begge hænder demonstrativt i disken og sendte mig et “er du færdig?”-blik.

Jeg stoppede prompte midt i en sætning, men dristede mig dog alligevel til, afslutningsvis og i en høj falset, at pippe: “Kan de laves?”

Han brummede ordret: “Ved det ikke… afhentes mandag!”, og stak mig en lille antik nummer-kupon, som garanteret blev brugt som rationeringsmærke under anden verdenskrig.

Enough said! Jeg drejede rundt på hælen og forsvandt ud på Strandvejen!

Idag var så dagen, hvor jeg igen skulle aflægge hælebaren et besøg. Med bævrende knæ indtog jeg IGEN biksen på ydmygste facon, uden at vide om jeg skulle hente de samme sørgelige rester, som jeg afleverede eller…

OG VIL MAN TRO DET???!

På disken bankede han (med slet skjult stolt mine) en igen fuldt funktonsdygtig sort stiletstøvle, der funklede som var den spritny, og LUR mig, om min uforbeholdne begejstring ikke affødte en lille bitte trækning i skomagerens mundvig… Måske kløede det blot lidt i overskægget, men JEG bilder mig ind, at det var en eller anden sær form for smil, jeg anede der midt i al hans muggenhed!

Sydhavnsprinsessen, nu med (næsten) nye yndlings-stiletstøvler!

Det er i sandhed en FANTAAAAAAASTISK mandag!!!