Mandag d. 5. marts 2007, kl. 10:30
Klokken syvhundrede sharp imorges åbnede jeg hoveddøren til de Royale Gemakker og lukkede to morfar-murerer ind, som mest af alt lignede nogen, der havde været på pension i sådan ca. 20 år!
Mit vækkeuret, der var sat til kl. 06 sharp var blevet slukket af ukendte gerningsmænd, og dermed var jeg dømt til at lukke murerne ind iført søvn i øjenkrogen, indtørret savl i mundvigen, shorts med røven fremad, t-shirt med vrangen udad og hår, der lignede noget, der havde fået en gang strøm igennem sig!
I timerne, der fulgte, havde jeg mest af alt det dårligste deja-vu nogensinde!
IGEN-IGEN måtte jeg tårevædet se mit toilet afmonteret og placeret i køkkenet, hvorefter mit hårdt plagede badeværelsesgulv blev sprængt til atomer, med en voldsomhed, der fik paladset til at lyde som et krigsramt område under heftigt angreb!
Yours truly ventede egentlig bare på at blive evakueret af det danske forsvar, mens jeg lå i fosterstilling nede under et skrivebord og skrev afskedsbreve i tilfælde af, at bygningen (og dermed De Royale Hofkræ og jeg) ikke overlevede “attentatet“!
Min senildemente overbo på 95 år har også allerede været nede og råbe “SKRUUUUU NEEEEEEEEEEEEEEEEED“, som hun altid gør, bare man slår en prut. Hun påstår ellers, at hun er døv, men som med mange ældre mennesker, er der vist mere tale om det man kalder “selektiv hørelse“!
Overvejede at bilde hende ind, at jeg var ved at grave ud til et beskyttelsesrum, da første verdenskrig jo ikke var ovre endnu, men det nænnede jeg alligevel ikke!
Stak hende bare nogen hjemmelavede rationsmærker og med myndig stemme sagde jeg: “Brug nu ikke dem alle på én gang, Fru Hemmingsen!”, hvorefter jeg sendte hende op til sig selv igen.
Efter et par timers ubehersket “bombardement” blev der HELT stille! Jeg nåede LIGE at tænke: “Det er et godt tegn!”, da 2 X morfar brød ud i de VILDESTE eder og forbandelser, så selv JEG var imponeret!!!
Jeg var lige kravlet ud af mit beskyttelsesskjul, da Hr. Gulvophug nr. 1 stod i min stue i al sin støvhed og tørt meddelte: “Vi er stødt på nogen komplikationer!”
“JA! Selv-FØLGE-lig er I da det!”, tænkte jeg, og følte mig på dette tidspunkt i håndværker-føljeton’en UALMINDELIGT berettiget til at være exceptionelt fordomsfuld!!
Uden at gå for meget i tekniske detaljer, så havde murer-nisserne lukket op for en SKÆNDSEL af et gammelt terassogulv under de engang så NYYYDELIGE brune klinker! Et terassogulv, som smuldrede grundet en klamphugger-reparation i tiden sådan ca. FØR første verdenskrig!
Synkront med terassogulvet, smuldrer murernes tidsplan så også!!!
HERRE JEMINI, hvad SKAL det for FANDEN ikke ende med???!!!
