Er JUST ankommet på job, efter et langt og sejt træk igennem København, og da garnet var en SMULE længere tid om at blive sat her til morgen end planlagt, ankom jeg til vores parkeringsfaciliteter LIDT for sent til at kunne få en plads under normale omstændigheder…

…BUT I felt lucky, og besluttede at svinge beautyboxen ind på P-pladsen for at se, om der alligevel ikke skulle være en lillebitte itzybitzyteenyweeny P-plads til mig og den blå skønhed!

Og SØRME om jeg for ÉN gangs skyld er berettiget til at bære badget med teksten “Heldig kartoffel” (og det er FANNERME ikke for tit det sker!), for lige som jeg drejer ind på pladsen, bakker en stor flodpram ud fra sin bås!

Sjældent er smukkere timing set i mit liv!

Jeg havde jo FANME næsten tårer i øjnene af berusende lykke, da jeg driblede øsen hen til båsen, lavede et skarpt højresving for at parkere og var klar til at råbe “THE EAGLE HAS LANDED“!

Men midt i mit smukke højresving måtte jeg mose bremsen i bund, for båsen var ikke længere helt ledig! Centralt placeret i båsen, med hænderne i siden på den der ekstremt bestemte “Hvis du kører ind her, så moser jeg din bil om til en terning, der kan hænge i MIN forrude“-måde, stod en jakkesæt-iklædt herre på størrelse med 3 X Pavarotti og spærrede for videre motoriseret fremdrift!

Jeg valgte at stirre intenst på herren ud igennem min forrude og foretage et spørgende træk på mine skuldre og hidsigt løfte begge hænder op i luften med håndfladerne opad, for ligesom diskret at signalere “HVAD FANDEN HAR DU GANG I?!”, hvorefter jeg rullede vinduet ned, for at høre hvad herren havde at sige til sit forsvar!

Herren brummede surt: “Jeg holder pladsen…det er min plads! Jeg skal holde her!”

Jeg kunne dog lugte lidt usikkerhed i tonelejet hen imod slutningen af herrens sætning, og jeg slog til som Gepard, og gik DIREKTE efter struben, da jeg med pædagog-stemme svarede:

“Ved du hvad, så synes jeg da ærlig talt, du burde have taget din bil med!”

hvorefter jeg, med et listigt smil, langsomt lod beautyboxen trille fremad imens businessklædt herre indså, han havde tabt kampen om P-pladsen og trådte til siden! Jeg fik parkeret øsen og trak håndbremsen med det bredeste og mest selvfede og selvtilfredse smil på læberne nord for Alperne!

Da jeg trådte ud af bilen var mandens kompagnon ankommet med bil, der skulle parkeres, og jeg kunne se på herrernes fagter og lidet flatterende ansigtsudtryk, at de var ALT andet end tilfredse med at have tabt slaget om den sidst P-plads!

De så faktisk SÅ mugne ud, at jeg fravalgte normal indgang til arbejdsplads, og skred i en sky af stor pels og stiletter mod bagindgangen, modsat de to herrer.

Jeg håber ikke de så, at jeg midt i min hyldest af Ego og al min selvfedme rent faktisk vrikkede om på den ene hæl på vej væk derfra… TYPISK mig!