Nu er jeg jo morgen-retarderet SLASH zombie-agtig i tidsrummet før middag på hverdage, og bryder mig derfor BARE ikke om, at rutinerne brydes af udefrakommende hændelser, som jeg ikke selv er herre over!

Jeg er i udmærket stand til at skabe mit helt eget private morgenkaos. Jeg behøver INGEN, som i Zero, Zip, Nada, Nothing hjælp til at forårsage mere kaotiske tilstande i morgentimerne, men DET sked min naboejendom da VIRKELIG højt og flot på, for da jeg steg ud på den røde løber her til morgen (som er lagt på de 50 meter, der er fra undertegnedes hoveddør og hen til de offentlige smadderkassers stoppested), så havde den valgt at begå harakiri ved at bryde ud i lys lue!

Altså, kunne den FOR FANDEN ikke have brudt ud i sang i stedet for.. det forårsager da trods alt en SMULE mindre kaos og uorden! (med mindre man er Whitney Houston these days!)

Hvorom alting er, så stod jeg måbende foran slotshaven og forsøgte at danne mig et overblik over situationen… Hvor der ikke var flammer, var der røg, og hvor der ikke var røg, var der 80.000 (cirka) kampklædte brandmænd og politifolk, som havde spærret stort set hele musik-kvarteret af!

Nu er jeg jo heldigvis ikke typen, der lader mig slå ud af lidt drama, så jeg bevægede mig resolut mod stoppestedet, for enden af den brændende bygning. Jeg ved ikke om det var det rød/hvide spærrebånd eller et stort overskæg i uniform, der stoppede mig først. Under alle omstændigheder ærgrede jeg mig over ikke at have en saks gemt i diademet.

Overskægget meddelte mig, at “Området er spærret, og trafikken er omlagt. Du kan måske finde en bus i den retning“, hvorefter han casualt pegede i ubestemt retning over skulderen…

Siiiiiiig mig engang, hr. Moustache-Betjent…Er De ikke KLAR over, hvem Vi (jeg) er?? Vi er faktisk nogen, der har Royale pligter inde på den store plads (arbejdspladsen, that is). Bestil en karet med firspand eller… GØR DOG FOR HELVEDE NOGET!!!

NÅ, men mens jeg lige stod og udtænkte en alternativ slagplan, var “man” jo ikke for fin til liiiige at glo lidt på det actionpakkede scenarie, som jeg jo ved nærmere eftersyn godt kunne se, var ganske alvorlig, og på trods af, at det ikke var Sydhavnspaladset’s bygning, der brændte, synes jeg godt nok, at det hele var lige lovlig tæt nok på.

Så selvom jeg fandt en ny transportløsning, og udførte dagens dont, var mine tanker hos dramaet i Sydhavnen, og da jeg kom hjem igen, var nærområdet jo nærmest i undtagelsestilstand. Den brændte bygning blev vogtet af militærpoliti i FULDT skrud med store camouflagehjelme (Måtte her undtrykke en voldsom trang til at gå hen banke på en hjelm og fyre “knock knock, who’s there?”-joke af!).

Der manglede egentlig bare maskinpistoler og heavy armed tanks i billedet, for muligvis at kunne udvikle et mindre krigstraume!

På bedste klæber-facon (curiosity rules!) fik jeg, ved hjælp af en beboer, lov til at komme ind i en, af branden, uberørt opgang (bortset fra stanken og et par indsparkede døre, der havde smagt en brandmands slagkraftige fodsål) og få et kig ud i gården… OH–MY–GRUMPY–OLD–ASS!!!

Sandelig, siger jeg eder, det var et frygteligt syn! Jeg fik sneget min mobil frem og tiltusket mig et billede af et lille udsnit af skaderne:

Billedet gengiver (desværre eller heldigvis?) ikke, HVOR slemt det egentlig stod til med bygningen, og herfra Sydhavnspalæet går de varmeste og mest dybfølte tanker ud til alle de berørte mennesker, som har mistet deres hjem og ejendele, og til kinagrillen, som ikke vil være i stand til at fodre Sydhavnsprinsessen med Flæskestegssandwich’es det næste lange stykke tid…