TAK for kaffe, så har man også prøvet DET!

..at være “kendis” et par sekunder!

Scenen udspillede sig således:

Klokken er kvalme, står i garderoben på Københavnsk sted for at hente mit overtøj, mand stirrer intenst på mig, jeg prøver at lade som om , jeg ikke mærker hans øjeæbler stikker mig i ansigtet, forlader stedet, stiller mig ud og afventer taxa, gloende mand følger efter (Ny stalker??), taxa arriverer, gloende mand brøler: “NU VED JEG DET! DU ER SGU DA ……!!!”
Mentalt ifører jeg mig LIGE DÉR et par store mørke solbriller, sætter hånden op foran ansigtet (HVIS nu han skulle have fundet på at tage billeder! Paparazzier er bare ALLE vegne, I tell you!) og siger:
“Aner VIR-kelig ikke, hvad du snakker om!”,
sætter mig ind i den imaginære Limo med sort-tonede ruder (læs: ganske alm. ildelugtende københavnsk taxa med morfar bag rattet og harmonikatræffer i højtalerne!), bliver fragtet hjem til Sydhavns-palæet, hvor jeg prøver at komme mig over oplevelsen med lunken, doven cola, mens det ene Royale Hofkræ kaster op ved min side, fordi den sikkert har spist af de ugegamle (and smelly!) pastaskruer med indtørret ketchup ude i køkkenet, hvorefter jeg går omkuld i et bjerg af snavset vasketøj og falder i søvn med lidt savl i mundvigen! (Ja, celebrity-agtig er JEG!!!)

Det er FANNERME barske løjer at være kendis!
Skal vist liiige lære at håndtere det lidt bedre!

smiley