…”Danmarks førende messe for kvinder!”

Ja, der må jeg jo så tørt konstatere, at jeg åbenbart ikke er kvinde nok, for jeg synes, at netop denne messe, som jeg beærede med min tilstedeværelse engang tilbage i oktober, suttede den ABSOLUT SLAPPESTE krans!! (Pardon my french!)

GlostrupDronningen (min storesøster) “deltog” også i dette total hypede Messe-cirkus! Jeg ankom dog lidt før Hendes højhed, så jeg slap trods alt for parkerings-helvede og kø-dannelser længere end den kinesiske mur, og kunne parkere HELT og aldeles lovligt og glide lige direkte indenfor i det allerhelligste!

Da skuffelsen over, at den “goody-bag” man fik kastet i armene, som undertegnede fejlagtigt troede var en foræring, men som pygmæ-øgle, bredere end høj, ikke ville slippe taget i, med mindre jeg hostede op med 80 Kr., hvilket jeg PURE nægtede, havde lagt sig, burde niveauet muligvis have stået lysende klart for mig.

Jeg valgte i stedet en af de dersens dybe indåndinger og besluttede at fortsætte ind i hallen med åbent sind, som muligvis den ENESTE uden en Sølvfarvet “goody-bag” nonchalant hængende over skulderen.

Men nu har jeg jo aldrig været bange for at skille mig lidt ud fra mængden, og da jeg senere fik luret det latterlige indhold af “goody-bag” hos en kvinde i vild ekstase over bl.a., at have fået en Dennis Knudsen-kam (!!!) og en kildevand, måtte jeg kvæle latterbrøl “El Grande“, og prise mig lykkelig over, at jeg ikke havde ladet mig overtale af Pygmæ-øgle’s dræberblik i “goody-bag”-fighten!! HA!

Og da Føn & Frits-kongen, Dennis Knudsen Him self, vimsede på scenen i fuld damp og lys-show, og gav sin version af John Paul Young’s “Love is in the air“, BURDE jeg sådan set bare have drejet rundt på stilethælen og skredet derfra!

Men LIGE der meldte GlostrupDronningen sin ankomst, og jeg måtte ud og tage imod på behørig vis.

Derfra gik det sådan set kun ned af bakke…
Ikke at det havde noget med Glostrupdronningens ankomst at gøre, nej nej…men på det tidspunkt var der sluset så mange kvinder ind i messe-området, at man stod som sardiner most ned i dåse i KOMPLET latterligt opstillet labyrint af middelmådige stande, og dermed blev frarøvet enhver mobilitet og bevægelighed!

(hvilket i efterrationaliseringen’s klare lys måske var ret heldigt after all, eftersom vi ALLE burde have væltet til jorden som døde fluer i kraft af den ULIDELIGE stank af armsved, sure tæer og muggen RØV, der LIGE pludselig herskede i Valbyhal med ABSOLUTELY FREAKING MINUS udluftning! …og jeg vil altså kun tage ansvar for min egen lille fine del af “odøøøør’en“!)

Efter ca. 1 time havde vi set MERE end nok og førte vores Royale skosnuder mod udgangen i vores egen lille festlige ekstase over ikke at have betalt entre til denne omgang totalt spild af tid!

Jeg kan selvfølgelig kun tale for mig selv, men personligt ville jeg have fået LANGT mere ud af at tælle knaster i mit trægulv, forsøgt at lære de Royale Hofkræ foldekunsten i Origami eller med fløjlsstemme prøvet at overtale forpulet skumgummibold (som på det tidspunkt STADIG var et issue! Læs tidligere indlæg!) til at kravle ud af min støvsugerslange!!!

Næh du… NO MORE førende Kvinde-messe til mig, tak!!!!
Jeg kan næsten HØRE Kirsten Lehfeldt bræge:

DET’ (og må jeg tilføje: KRAFTEDME) EN OMMER!!!