Jeg skulle en aften i Imperial med 3 venner og se Rune Klan’s nye stand up SLASH Trylleshow!
Så langt, så godt!

Men INDEN da skulle vi fire lige runde Restauranten/Caféen Ad Libitum ved Axeltorv…
Eller, det vil sige…at kalde LIGE nøjagtig denne slatbiks af et såkaldt spisested for en restaurant, ville være det samme som at kalde Elefantmanden for en lækkermås, skulle det vise sig!

GOD DAMN IT, mage til usselt AMATØR-foretagende, skal man KRAFTPETERVÆLTEMIG lede længe efter!!!

Vi ankom kl. 17 med forventning om to timers hyggespiseri i hinandens selskab, og bevares…det første indtryk af stedet var som sådan også okay!

MEN…lad jer ikke narre af den forholdsvise fancy og nydelige indretning, som er det eneste positive, jeg har at sige om stedet!

Vi var ret hurtige til at bestemme os for, hvad vi havde lyst til at indtage af føde.

Valget faldt på 2 x Nachos med kylling, en ”The Ultimative Burger” og en gang wok med stegte nudler og kylling.

Allerede ved bestillingen begyndte det hele at halte lidt!

Min veninde kom til at bestille en sodavand samtidig med hendes valg af mad…og UUUUHA…det var LIGE lidt mere end servitricen kunne magte en søndag aften, hvor vi, by the way, var de eneste udover 4 andre i ”restaurationen”!

ÅÅÅH altså…hvis vi liiiiige kunne bestille mamsen først inden det flydende…ellers ”spliffer” det bare totaaaaaalt oppe i mit ho’ed, og *WÅÅÅU* jeg kan ligesom bare SLET ikke håndtere, når det sker!

(Okay, det var ikke just det eksakte ordvalg, men det var nogenlunde det hendes ansigtsudtryk meddelte! Hvilket lige er en mental note til mig selv om at tænke en KENDE mere over mine egne ansigtsudtryk!!!!)

Okay okay, så var stilen ligesom lagt! Vi forstod, at vi skulle gå langsomt til værks, men havde vi på daværende tidspunkt vidst, HVOR langsomt alt foregik i den PARODI af et spisested, så havde vi nok udvandret allerede dér!

Vi fik langsomt bestilt, først mad og derefter fik vi nænsomt udtrykt vores ønsker, hvad drikkevarer angik, så vi undgik mere end højest nødvendig panik blandt personalet, for de var åbenbart ikke vant til at tage imod bestillinger!?!
Nå ja, det kan også godt være det bare var mig, der var mødt op med ALT for høje forventninger til, hvad tjenere skal kunne nu om dage. Bevares, jeg kommer jo ikke så meget ud!

Snakken, os fire venner imellem, gik og ligeså gik tiden, og da der var gået tre kvarter, og der STADIGVÆK ikke var så meget som antydningen af, at vores mad var på vej, rykkede vi lige i servitricen for at få en situationsrapport.
Jeg mener… det var jo ikke ligefrem gastronomiske mirakler, vi havde bestilt, og da vi næsten var de eneste gæster, kunne det jo teoretisk set heller ikke være mængden af indgående ordrer, der udgjorde en stress-faktor af de helt Grande!

Tjeneren meddelte, at ”UUUUHA, det er skam på vej, men kokken ville gerne liiiiiiige gøre alle fire retter klar, så de kunne blive serveret samtidig!”

Allright, vi hidkaldte derpå ALLE reserver af tålmod og lænede os tilbage med knurrende maver for at vente yderligere ti minutter, inden tjeneren kom med to tallerkener mad.

Vi nåede AKKURAT at piske en jubel-stemning op ved bordet, inden tjeneren slukøret meddelte, at det ikke var til os (men til gæster, der var ankommet EFTER os!)

Ti minutter senere havde tjeneren så LANGT OM LÆNGE retning mod vores bord med to tallerkener, wok-retten og en sølle omgang nachos. Men inden tjeneren nåede at sætte nachos-anretningen på bordet fik hun en AHA-oplevelse og sagde med et fjernt blik i øjnene:

Hov, Der skulle da kylling på, ik’?! *nervøst fnis* Så går jeg lige ud med denne her igen og får lidt kylling på…

Her fryser vi lige billedet lidt, og havde man været i lokalet, ville man have kunnet se en Sydhavnsprinsesse med ti lange negle BORET ned i sædebetrækket, der desperat forsøgte at trække AL selvbeherskelse ud fra samtlige disponible konti, for ikke at KASTE den lange krop ud i en scene og brøle af hendes lungers fulde kraft:

KAN MAN DA FOR IND I HEEEEELVEDE FÅ SERVERET NOGET MAD, INDEN VI RAMMER PENSIONIST-ALDEREN OG PLEJEHJEMMET KALDER????!”

(på det tidpsunkt, havde der endnu ikke været en artikel om mig i et månedsmagasin, ellers kunne jeg alternativt have skreget: “SIG MIG ENGANG?! ER I KLAAAAR OVER, HVEM JEG ER???!”)

Det havde KRAFTEDME været hurtigere at hoppe på tungen over i nærliggende døgn-fakta, indkøbe samtlige råvarer til det bestilte mad, og tilberedt det over en våd tændstik i en tropisk orkan!!!

EN time og ET kvarter efter afgivet bestilling, har vi alle fire noget, der skulle minde om mad foran os. Det vil sige, wok-retten (med nudler, der IKKE var nudler, men ganske almindelig spaghetti og kylling, vi overvejede at udstede en efterlysning på) VAR på dette tidspunkt fortæret, da den jo blev serveret lidt før!

The Ultimative burger” bestod bl.a. af sortsveden bolle og bacon, vi ikke var udpræget sikre på, var HELT dødt, og efter at have smagt på de fire små stykker tvivlsom kylling, der var kastet oven på the nacho’s, besluttede vi at fortrænge, hvad det KUNNE være, hvis det nu IKKE var kylling!

CHRIST, hvor skulle vi bare, i DEN grad, være skredet og have luntet over gaden og støttet pølsevognen i stedet for. Så ville jeg i hvert fald have følt mig LIDT mindre taget i røven for hårdt på den ufede måde!

JA, jeg ved godt, her er tale om café, café-mad og café-priser, på trods af, at Ad Libitum-projektet har ordet ”Restaurant” tapetseret på sine vinduer, men selvom dagens valg ikke lige faldt på en 4-stjernet gourmet-restauration, kan man da vel for FANDEN godt forvente bare et MINIMUM af service og nogenlunde appetitlig mad?! *knurrer*

Skulle der stadig herske tvivl om min mening om Café Ad Libitum, så lad mig her gøre det HELT klart:

Jeg sætter AAAAAAAALDRIG mine lange stænger i ovennævnte café igen!!!
Må alle afdelinger i kæden bliver skyllet ud med kloakvandet inden solnedgang!

(Caféen er UDEN tvivl FULDSTÆNDIG ligeglad med min holdning til den, men nu kom jeg af med mine frustrationer og……aaaaaaaaah, nu har jeg det MEEEEEEEEEEEEGET bedre!)

*yoga-stilling og god karma*