…er de, mine Dolce & Gabbana briller!

Blog Image

Men det holdt FANME hårdt, og her er en “genudsendelse” af min kamp med Synoptik i Fields:

Jeg kommer en dag valsende ind i Synoptik ude i Fields!
Jeg skulle bare glo, men faldt over disse fantastiske briller, jeg bare MÅTTE eje!!
Finder en ansat og meddeler glædesstrålende, at jeg gerne vil købe brillerne, men får beskeden, at jeg må komme tilbage i den følgende uge, hvor der er en optiker til stede!!

Mit smil falmer og jeg bliver NØDT til at spørge:
“Hvad er du da? hjælpenisse?”
Det fik jeg aldrig helt svar på, men hvorom alting er, så får jeg brillerne lagt til side, og stiller pænt i butikken ugen efter, hvor der til min udprægede glæde sørme ER en optiker i biksen.
Synstest, smalltalk, papirnusseri og underskrifter bliver ordnet, og jeg får at vide, at der vil gå en uge, MÅSKE (!) to, før brillerne er klar, men de vil ringe til mig, når de er klar til afhentning!

(På vej ud ser jeg et par D&G solbriller, jeg bestemmer mig for at nappe med, når jeg afhenter de andre briller! Meget vigtig info!)

SÅ langt så godt!!

Da der er gået lidt over TRE uger, og jeg intet har hørt, OG samtidig erfarer, at min svoger på OTTENDE måned STADIG afventer en opringning ang. kontaktlinser fra selvsamme Synoptik, bliver jeg en kende…lad os sige…bekymret!

Jeg beslutter at ringe biksen op.
Jeg starter mine opringninger en torsdag.
Jeg får fat i Synoptik’s telefonsvarer, som fortæller mig, at de har SÅÅÅÅ travlt i butikken, og at de iøvrigt holder lukket 26. og 27. november pga. ombygning (hvilket siger mig, at det enten er en meget GAMMEL telefonsvarer-besked, for på det tidspunkt skrev kalenderen januar, ELLER blot VOLDsomt tidligt ude med “advarslen“!), men læg navn og nummer, så ringer vi op så hurtigt som blablabla…

Jeg lægger navn og nummer, og afventer!
Fredag ringer jeg også og snakker med telefonsvareren.
Lørdag ringer jeg også og snakker med telefonsvareren, dog med en ANELSE mindre forståelse og tolerance i stemmelejet.
MANDAG er der hul igennem til en ansat, som fortæller mig, de ikke kan tjekke deres telefonsvarer, da den er i uorden OG at brillerne da for LÆNGST er færdige, men “fabrikken” bare ikke lige har fået dem sendt til butikken!!
MEN det ville han da lige sørge for, så jeg kunne komme og hente dem onsdag.

Onsdag trodser jeg så vind og vejr og arbejdstider, og styrer målrettet mod Fields for at hente briller.
Da jeg ankommer og meddeler, hvorfor jeg beærer butikken med mit besøg, bliver der meget stille og, bevares, det kan være indbildning, men det ser ud som om optiker-damen taber lidt farve i ansigtet.
Hun får, en anelse usikkert, sagt:
“Jamen, de er jo gået i stykker under transporten!!”
Der bliver MEGET hurtigt fulgt op med et:
“Men vi HAR bestilt nogen nye glas..der går bare liiiiige en uge mere!”

Jeg får hvæst, om det ville have været FULDKOMMEN umuligt for dem at meddele mig dette pr. telefon, og svaret er:
“Jamen, vi vidste jo ikke du kom idag!”
hvortil jeg bræger:
“HAR I OVERVEJET AT SNAKKE SAMMEN I DENNE HER BIKS? DET ER AFTALT PR. TELEFON FOR TO DAGE SIDEN!”
Hvorefter hun responderer med den bedste:
“Du er selvfølgelig VELkommen til at tage brillerne med hjem og bruge dem, indtil de nye glas kommer!”

JAMEN SELVFØØØØØØØØØLGELIG, KEGLE-KAREN!! Jeg har da HEEEELT VILDT meget lyst til at valse rundt og flashe et par dyre designer-briller med knust glas!!! Sådan cirka lige så meget lyst, som jeg har til at tælle samtlige knaster i mit afhøvlede trægulv!!!!! HVAD TROR DU SELV??! …og så takkede jeg nej til det eksklusive tilbud!

Nu havde jeg jo ikke ligefrem en VOLDSOM trang til at lægge flere penge for de D&G solbriller, jeg havde bestemt mig for, men beslutter at få lidt sjov ud af det alligevel, og sætter HELE biksen i sving med at finde solbriller frem fra alle aflåste skabe og stativer, for efter tyve minutter, at tage de på forhånd udvalgte solbriller og gå til kassen, for så fik jeg da LIDT med hjem den dag…

Der går så ti dage, og jeg hører intet fra Synoptik (og svogeren venter OGSÅ stadigvæk!!!)
Jeg ringer ENDNU engang til BLOODY AMATØR-biks og får beskeden, at de ikke liiiiiiiiiiiiiiiige er klar endnu, “men jeg har sat en haste-seddel på dem!!!”
(plus en eller anden FANTASTISK røverhistorie om, at chefen personligt ville hente og bringe brillerne fra “glasmagerne” til butikken..for me only…yadayadayada!)

NÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅRH, jamen DET er jeg FANNERME glad….UUUUUHA DA DA, Frøken underfrankering, jeg kan da NÆSTEN ikke få armene ned af begejstring!!!

JEG VENTER SÅ IGEN, og der går YDERLIGERE en uge, før jeg ENDELIG en torsdags rent faktisk BLIVER ringet op af Synoptik (troede faktisk ikke de var i stand til at ringe UD af huset!!), med meddelelsen om, at brillerne er klar til afhentning.

Jeg sikrer mig selvfølgelig, af bitter erfaring, at de er i hel stand, hvilket de er, og jeg skynder mig ud i, hvad der forhåbentligt bliver mit sidste besøg, i den FREAKING knaldperle af en butik!

Jeg afleverede mit reserveringsnummer, hvorefter en hjælpe-amøbe febrilsk ledte efter mine briller uden held.
Jeg begyndte at koge og lede efter nogen til at holde mig, når jeg fem sekunder efter HELT sikkert ville gå TOTALT BALALAJKAS på samtlige Synoptik-ansatte!!

Jeg fik en UD-præget trang til at råbe, at jeg håbede, de var ALLERHELVEDES glade for deres job i brille-branchen, FOR DE VILLE FANME IKKE ENGANG KUNNE FÅ JOB SOM OPVASKERE PÅ RIGET, så inkompetente, som de var.

Til alles held kom der en (RIGTIG?!) optiker farende og fortalte, at brillerne, grundet omstændighederne, havde fået nyt reserverings-nummer, da de jo havde været frem og tilbage 847 gange, og derfor lå et andet sted.
Han fandt dem.
Jeg prøvede dem.
Han tilrettede dem.
Jeg skred med dem.

…Men min svoger venter stadig på Synoptik-opringning!