Sydhavnsprinsessens svovlerier

JA, lad mig straks tage de to ord under svovlende behandling!

Held er noget opreklameret LORT, og så kunne jeg faktisk afslutte indlægget her, hvad held angår, men så nemt slipper du ikke!

Held er FANME ikke noget, jeg er begunstiget med. Tværtimod er det ikke ligefrem nogen velbevaret hemmelighed, at jeg jonglerer med uheld ”on a daily basis”!

At de fleste af uheldene så er baseret på, at jeg er ALT for motorisk underudviklet til at føre mig frem i verden iført mine elskede stiletter, synes jeg SLET ikke, vi skal komme ind på nu!

Jeg mener…Humlebier flyver da for HELVEDE også lystigt rundt, på trods af, at det ifølge videnskaben ikke burde være fysisk muligt!! Og når førnævnte flyvende objekter ikke lader sig begrænse, så gør JEG sgu heller ikke!!

Og hvad sker der lige med sloganet ”Held og Lotto”??! Lotto, min bare RØV!

Det er sgu da ALMEN viden efterhånden, at det kun er rynkedværge mellem firs og skindød, der vinder million-gevinsterne!

Så kan de LIGE nå at få deres livs, hidtil manglende, ”fifteen minutes of fame” ved at stå frem med gebisset i den ene hånd og en kaffe-gennemblødt vaniljekrans i den anden og snøvle til et regionalprogram:

”Jaarh, dæ’d va’ jo…aaahm…hjæææm-hjælper’n, som at dersens…aaahm…kjøwt a’ lottokupon tæ’ ma’ ni’er hos…aaahm…ni’er hos a’ kjømaaar’n! A’ æ’ jo ælles ing’n spælle-fåwl…*hidrhidrhidr + afsluttende Oink* ”

Herefter vil journalistik på ALLER højeste og fornemste niveau så tvinge intervieweren til at stille spørgsmålet: ”Hvad skal du så bruge pengene til, fru hospice-kandidat nr. 1?”

Og svaret er jo KRAFTEDME altid det samme!!!

Eddike til afkalkning af Madam Blå, nyt halm til træskoene, nye karter til ulden eller en eller anden fjerde ting, FULDKOMMEN latterligt for os MODERNE mennesker!

Jeg skulle sgu da have en ny bærbar, en Audi TT, George Clooney, sko sko sko og atter sko, et af de fire palæer af Amalienborg og masser af andre vigtige og fornuftige ting!! Tsk tsk tsk!

Held (og Lotto) sutter SÅ kraftigt, at man SLET ikke kan rumme det!

Den slags held, jeg oplever i MIN verden er, som f.eks. i dag, at jeg kommer ned i vaskekælderen, og betalings-systemet er midlertidigt ude af drift og man derfor kan vaske gratis!

HURRA, HURRA, FOR IND I HELVEDE HURRA! Min lykke er da i sandelighed gjort!

Lad mig da STRAKS iføre mig bananskørt, kokosskal-BH og flettede blomsterkranse i eklatante mængder, for DET skal FANME da fejres på facon ’extraordinaire’, i en SÅ ubegribelig grad, at man ALDRIG fatter, man har kunnet fejre NOGET som helst på NOGEN anden måde!

*royalt suk*

Lykke, her i Sydhavnspaladset, er hvis jeg ikke træder i en af de Royale Hofkræ’s klæbrige, nyopkastede hårboller, når jeg stiger ud af sengen om morgenen!

Eller hvis jeg ikke skvatter i løbet af en hel dag!

Eller hvis jeg ikke knækker en negl!

Eller hvis jeg ikke spilder noget ned af mig selv!

Eller hvis jeg ikke taber noget på gulvet!

Eller hvis jeg ikke…skal betale for tøjvask!

CHRIST, mit liv er en farce!

Nu vil jeg forsøge at matche 47 sokker.

Det er fanme snart de eneste parringsritualer, der foregår i dette hjem!!

Og så kan jeg da altid bruge den evigt obligatoriske tiloversblevne (og nyvaskede) single-sok som sutteklud, for at understrege, HVOR sølle man kan være en FREAKING fredag aften!

…ville have opdaget noget før:

1. Den knap i min skjorte, som på finurligste facon havde listet sig ud af sit dertilhørende knappehul, og åbenbarede en kvart gajol for en vognfuld DSB-passagerer tidligere idag!
(selvom “tilskuerne” sikkert ikke har tænkt andet end: Der sidder en knægt med langt hår, store solbriller, stiletter og en voldsomt åbentstående skjorte…men alligevel!!)

2. Den halve kilometer lokumspapir, der havde valgt at besætte sålen på min ene blodrøde stilet, og som blev trukket rundt på fornemste guirlande-måde i gulvhøjde på københavnsk natklub sidste weekend i ALT for mange minutter!
(Det er meget muligt, det har set festligt ud med de rød/hvide farver…men alligevel!!)

3. At det ene Royale Hofkræ forvekslede spiselige græsstrå med giftige mini-påskeliljer, og derefter udviklede mere fesen-gult skum om mundtøjet end til det vildeste skumparty på Crazy Daisy i Herning, for afslutningsvis at lægge mavesure brækklatter sporadisk fordelt udover hele det hvidpigmenterede trægulv!!
(Nå ja, det VAR da planlagt at gulvet skulle vaskes engang inden jul…men alligevel!!)

4. At de mat-grønne pletter på mit toastbrøds klare plast-pose ikke blot var et nyt psykadelisk design på indpakningen fra producentens side, men at de rent faktisk forsvandt ud af posen sammen med brødet, som nåede at blive højtbelagt, inden dunsten af sur jord nåede mine næsebor!
(Det er meget muligt grønt er sundt…men alligevel!!)

5. At den pose kartofler, jeg havde liggende i grøntsagsskuffen var afgået ved døden omkring kyndelmisse og havde skiftet gravøllet ud med ildelugtende lig-saft!
(JA, jeg ved godt, jeg burde åbne den skuffe noget mere…men alligevel!!)

6. At mine nøgler ikke var blevet flyttet med over i ny taske, og dermed have undgået at give samtlige deltagere til gårdens grill-fest en undervisning i, hvordan man kommer ind igennem åbent køkkenvindue iført guld-stiletter og lårkort via trappestige!
(Det kan godt være jeg engang imellem nyder lidt opmærksomhed…men alligevel!!)

7. At det ur, jeg følger om morgenen, var løbet tør for batteri, og i tre dage sendte mig et ÅH så forkert signal om oceaner af god tid!
(Allright, jeg er ikke den hurtigste knallert om morgenen…men alligevel!!)

8. At det IKKE var kradsebrættet, det ene hofkræ var igang med at maltraktere, men hele overstykket på begge mine brune læderstøvler!
(Muligvis er det rå, slidte og rustikke look stadig på mode…men alligevel!!)

9. At der på mystisk vis var blevet hakket af i “udskriv hele projektmappen” i mit excel-program, og firmaets printer forsøgte at sprøjte 179 sider ud, inden den, med røgsøjle og advarselsblink mod nedsmeltning/eksplosion, stønnede på mere papir i boks 2!
(Well, det kan da godt være jeg havde fingereret lidt for kækt og raskt henover tasterne…men alligevel!!)

10. At der IKKE var fri bane ude på den anden side af det store vindue ind til mit kontor, til mit valgte tidspunkt at re-arrangere gajolerne under skjorten på, til stor morskab for kollega, der i samme øjeblik valsede skødesløst forbi!
(BEVARES…det har sikkert bare set sølle ud….MEN ALLIGEVEL!!!)

…er de, mine Dolce & Gabbana briller!

Men det holdt FANME hårdt, og her er en “genudsendelse” af min kamp med Synoptik i Fields:

Jeg kommer en dag valsende ind i Synoptik ude i Fields!
Jeg skulle bare glo, men faldt over disse fantastiske briller, jeg bare MÅTTE eje!!
Finder en ansat og meddeler glædesstrålende, at jeg gerne vil købe brillerne, men får beskeden, at jeg må komme tilbage i den følgende uge, hvor der er en optiker til stede!!

Mit smil falmer og jeg bliver NØDT til at spørge:
“Hvad er du da? hjælpenisse?”
Det fik jeg aldrig helt svar på, men hvorom alting er, så får jeg brillerne lagt til side, og stiller pænt i butikken ugen efter, hvor der til min udprægede glæde sørme ER en optiker i biksen.
Synstest, smalltalk, papirnusseri og underskrifter bliver ordnet, og jeg får at vide, at der vil gå en uge, MÅSKE (!) to, før brillerne er klar, men de vil ringe til mig, når de er klar til afhentning!

(På vej ud ser jeg et par D&G solbriller, jeg bestemmer mig for at nappe med, når jeg afhenter de andre briller! Meget vigtig info!)

SÅ langt så godt!!

Da der er gået lidt over TRE uger, og jeg intet har hørt, OG samtidig erfarer, at min svoger på OTTENDE måned STADIG afventer en opringning ang. kontaktlinser fra selvsamme Synoptik, bliver jeg en kende…lad os sige…bekymret!

Jeg beslutter at ringe biksen op.
Jeg starter mine opringninger en torsdag.
Jeg får fat i Synoptik’s telefonsvarer, som fortæller mig, at de har SÅÅÅÅ travlt i butikken, og at de iøvrigt holder lukket 26. og 27. november pga. ombygning (hvilket siger mig, at det enten er en meget GAMMEL telefonsvarer-besked, for på det tidspunkt skrev kalenderen januar, ELLER blot VOLDsomt tidligt ude med “advarslen“!), men læg navn og nummer, så ringer vi op så hurtigt som blablabla…

Jeg lægger navn og nummer, og afventer!
Fredag ringer jeg også og snakker med telefonsvareren.
Lørdag ringer jeg også og snakker med telefonsvareren, dog med en ANELSE mindre forståelse og tolerance i stemmelejet.
MANDAG er der hul igennem til en ansat, som fortæller mig, de ikke kan tjekke deres telefonsvarer, da den er i uorden OG at brillerne da for LÆNGST er færdige, men “fabrikken” bare ikke lige har fået dem sendt til butikken!!
MEN det ville han da lige sørge for, så jeg kunne komme og hente dem onsdag.

Onsdag trodser jeg så vind og vejr og arbejdstider, og styrer målrettet mod Fields for at hente briller.
Da jeg ankommer og meddeler, hvorfor jeg beærer butikken med mit besøg, bliver der meget stille og, bevares, det kan være indbildning, men det ser ud som om optiker-damen taber lidt farve i ansigtet.
Hun får, en anelse usikkert, sagt:
“Jamen, de er jo gået i stykker under transporten!!”
Der bliver MEGET hurtigt fulgt op med et:
“Men vi HAR bestilt nogen nye glas..der går bare liiiiige en uge mere!”

Jeg får hvæst, om det ville have været FULDKOMMEN umuligt for dem at meddele mig dette pr. telefon, og svaret er:
“Jamen, vi vidste jo ikke du kom idag!”
hvortil jeg bræger:
“HAR I OVERVEJET AT SNAKKE SAMMEN I DENNE HER BIKS? DET ER AFTALT PR. TELEFON FOR TO DAGE SIDEN!”
Hvorefter hun responderer med den bedste:
“Du er selvfølgelig VELkommen til at tage brillerne med hjem og bruge dem, indtil de nye glas kommer!”

JAMEN SELVFØØØØØØØØØLGELIG, KEGLE-KAREN!! Jeg har da HEEEELT VILDT meget lyst til at valse rundt og flashe et par dyre designer-briller med knust glas!!! Sådan cirka lige så meget lyst, som jeg har til at tælle samtlige knaster i mit afhøvlede trægulv!!!!! HVAD TROR DU SELV??! …og så takkede jeg nej til det eksklusive tilbud!

Nu havde jeg jo ikke ligefrem en VOLDSOM trang til at lægge flere penge for de D&G solbriller, jeg havde bestemt mig for, men beslutter at få lidt sjov ud af det alligevel, og sætter HELE biksen i sving med at finde solbriller frem fra alle aflåste skabe og stativer, for efter tyve minutter, at tage de på forhånd udvalgte solbriller og gå til kassen, for så fik jeg da LIDT med hjem den dag…

Der går så ti dage, og jeg hører intet fra Synoptik (og svogeren venter OGSÅ stadigvæk!!!)
Jeg ringer ENDNU engang til BLOODY AMATØR-biks og får beskeden, at de ikke liiiiiiiiiiiiiiiige er klar endnu, “men jeg har sat en haste-seddel på dem!!!”
(plus en eller anden FANTASTISK røverhistorie om, at chefen personligt ville hente og bringe brillerne fra “glasmagerne” til butikken..for me only…yadayadayada!)

NÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅRH, jamen DET er jeg FANNERME glad….UUUUUHA DA DA, Frøken underfrankering, jeg kan da NÆSTEN ikke få armene ned af begejstring!!!

JEG VENTER SÅ IGEN, og der går YDERLIGERE en uge, før jeg ENDELIG en torsdags rent faktisk BLIVER ringet op af Synoptik (troede faktisk ikke de var i stand til at ringe UD af huset!!), med meddelelsen om, at brillerne er klar til afhentning.

Jeg sikrer mig selvfølgelig, af bitter erfaring, at de er i hel stand, hvilket de er, og jeg skynder mig ud i, hvad der forhåbentligt bliver mit sidste besøg, i den FREAKING knaldperle af en butik!

Jeg afleverede mit reserveringsnummer, hvorefter en hjælpe-amøbe febrilsk ledte efter mine briller uden held.
Jeg begyndte at koge og lede efter nogen til at holde mig, når jeg fem sekunder efter HELT sikkert ville gå TOTALT BALALAJKAS på samtlige Synoptik-ansatte!!

Jeg fik en UD-præget trang til at råbe, at jeg håbede, de var ALLERHELVEDES glade for deres job i brille-branchen, FOR DE VILLE FANME IKKE ENGANG KUNNE FÅ JOB SOM OPVASKERE PÅ RIGET, så inkompetente, som de var.

Til alles held kom der en (RIGTIG?!) optiker farende og fortalte, at brillerne, grundet omstændighederne, havde fået nyt reserverings-nummer, da de jo havde været frem og tilbage 847 gange, og derfor lå et andet sted.
Han fandt dem.
Jeg prøvede dem.
Han tilrettede dem.
Jeg skred med dem.

…Men min svoger venter stadig på Synoptik-opringning!